Om Tunø

Tunø er en fredet ø der kan byde på en sjælden smuk og afvekslende natur med sine høje klinter, strandenge og helt urørte mose- og strandarealer. Porrer og asparges og korn hører til blandt de almindeligste afgrøder på markerne.

Vi kan love jer en særegen oplevelse, når færgen lægger til kaj, hvor en masse Traxaer holder til afhentning af besøgende. Tunø er et spændende ø-samfund at få kendskab til, ikke mindst efterår, vinter og forår - når roen har lagt sig i tunboerne og øen ikke så ofte får besøg. Man hører kun undtagelsesvis om mennesker, der kan nøjes med at besøge Tunø èn enkelt gang. Så du er advaret....

Tunø er nok det mest benyttede turmål for områdets sejlere, og mange gæstesejlere har også fundet vej hertil. På trods af det store besøgsmål, har øen formået at beholde sit særpræg.

Kun ca. 90 personer er fastboende, og øen er ikke større end, at en travetur øen rundt kun tager ca 3 timer. Øens størrelse har også betydet, at den er bil-fri. Al motoriseret transport foregår på traktorer eller knallerter. Øen har dog i januar 2006 fået sin egen selvkørende ambulance.

Fra øens kirketårn, der samtidig fungerer som fyrtårn, er der udsigt over det meste af byen. Lige ved siden af havnen er der en dejlig badestrand, men også nordstranden er velegnet til badning.

 

 
     
     
 
Tunø Feriecenter · Tunø Hovedgade 90, Tunø · 8300 Odder · telefon 75 62 72 27 · email tunoeferiecenter@tunoe.dk